Vestlige feministers kamp for kvindekvoter i de største virksomheders bestyrelse har intet som helst at gøre med kvinder i ulande som omskæres, mishandles og frarøves muligheden for selv basal uddannelse.
Alligevel forsøger man gennem kvindekonferencer som Women Deliver og skatteyderfinansierede interesseorganisationer som KVINFO at lave en kobling mellem de to ting.
Det er naturligvis ganske smart.
For hvem har ikke stor sympati med kvinder i ulande, som lever et hårdt og liv med begrænsede muligheder og ofte oplever alvorlig diskrimination?
Den sympati vil vestlige feminister gerne have fingre i.
Der er også et økonomisk aspekt, man skal have for øje:
Vestlige regeringer afsætter store midler til ulande og udvikling.
Kan man argumentere for at ens organisation udfører et væsentligt arbejde for at forbedre vilkårene for kvinder i ulandene, så er der flere penge at hente i fælleskassen.
Det har KVINFO fundet ud af forlængst.
Hvis man undersøger sagerne, vil man opdage en en meget væsentlig del af de skatteyderkroner, denne interesseorganisation hvert år henter op af borgernes lommer med staten som omfordeler, egentligt er øremærket en indsats omkring ikke-vestlige kvinders forhold.
KVINFO får meget ros for denne "indsats", men helt ærligt!
De fleste penge forsvinder inden de når ikke-vestlige kvinder, for i KVINFO sidder en masse vellønnede vestlige kvinder, som jo også skal have deres del af kagen.
Folkets Avis mener, at det er uklædeligt grænsende til det perverse, når vestlige kvinder på den måde spænder kvinder fra ulandene foran en direktørfeminisme, som har sin helt egen dagsorden.
Vil man kæmpe for kvinder i ulandene, så gør dog det. I stedet for at udnytte dem til at bringe en helt andet dagsorden på banen.
Når konferencer som Women Deliver blander de alvorlige problemer, kvinder i ulandene har, sammen med temaer som antallet af kvinder i top-bestyrelser i multinationale selskaber, må enhver kritisk tænkende person spørge:
Hvorfor gør man det?
Når DI og Lederne bruger så meget krudt på Women Deliver, så handler det ikke om kvinder i ulandene. Det handler om direktørfeminisme. Det handler om den priviligerede og den priviligerende feminismes dagsorden.
En dagsorden som åbenbart er så vigtig at få presset igennem, at man helt uden blusel snylter på de udfordringer som er hverdag for kvinder uden for den vestlige verden.
Bag denne besynderlige sammenblandig af tingene ligger også en anden forestilling som bør kritiseres.
Nemlig den at vestlige kvinders forhold ligner de forhold ulandenes kvinder lever under mere end vestlige kvinders forhold ligner vestlige mænds.
Og dermed at mænd i ulandene har mere tilfælles med mænd i vesten end de har med kvinderne i deres egne hjemlande.
Det er en absurd opfattelse hvor køn gøres til noget altafgørende i tilværelsen. Hvor det i virkeligheden er mere afgørende for ens muligheder hvor man bør og hvorvidt man tilhører den herskende klasse.
Sjovt nok påstod feminismen at den ville gøre op med køn. Men den fastholder netop en meget bastant og tung forestilling om køn når den overalt i verden på trods af alle forskelle ser kvinder som undertrykte og mænd som undertrykkere.
Den vestlige feminisme slipper ganske let om ved at ride på fattige kvinders hårde liv, for ingen medier udfordrer den tilstrækkeligt.
Undtagen Folkets Avis.