Lige efter koncerten skulle bandet og Bob Dylan direkte fra scenen og ned i deres tour bus.
Her begynder balladen, for det er ikke bare at gå ned ad trappen og hen til bussen, nænej. Der skal formes en gang af personer, der står hånd i hånd med ryggen til, så de danner en slags overvåget hegn til begge sider.
Vinduerne i køkkenet skulle dækkes udvendigt med sort plastic. Jeg er ikke klar over, om det handler om ikke at ville blive overbegloet eller om det er af sikkerhedsmæssige årsager, men jeg hælder mest til det sidste. Efter mordet på John Lennon var der mange forsikringsselskaber der tog kunstneres sikkerhed meget alvorligt.
Lige udenfor denne menneskemur render der så en 3 – 4 sikkerhedsfolk ud og taler i walkie-talkie. Af og til kommer de hen til os frivillige og stiller uddybende spørgsmål, som om "hvad laver du lige her".
Man skal forestille sig at bandet kommer ned fra scenen og går mod højre, her skal de forbi køkkenet, hvor vinduerne er blændet af, men døren i siden stadigvæk står åben. Umiddelbart nede for scenen begynder menneskemuren, og den fortsætter 20 – 25 meter hen til døren i siden af bussen.
Når man står og passer grillen, er den situation ensbetydende med, at der de næste 15 minutter ikke sker en skid, og derfor lå der heller ikke ret meget på grillen.
Jeg stod nærmest sådan lidt og rensede risten med spartlen og var lidt i mine egne tanker, da jeg hørte min daværende kones stemme "er der noget, der er færdigt?" – typisk var det altid nogle af dem fra køkkenet, der i strid med reglerne gerne ville have lidt at spise og tit, når en pølse havde fået for meget, fik de dem med ind i køkkenet på en tallerken. Det kan godt virke lidt irriterende, fordi der bliver holdt seriøst øje med dig og man må IKKE give de frivillige noget fra grillen.
Så jeg vente mig om med en lidt – hva' nu for helvede attitude, men det var ikke fruens ansigt jeg så – det var Bob Dylans. En lille ydmyg nærmest undselig mand med hat, der nu havde indfundet sig bag grillen, altså helt inde i det område hvor vi arbejder. Lisbeth spurgte om ikke der var noget som var færdigt som Bob kunne få med ind i bussen.
Jeg svarede, at der kun var lidt kylling, og det ville han meget gerne have, så jeg fik lagt de tre stykker (seriøst well done må jeg indrømme) på en styropor tallerken og med en omvendt oven på, så det kunne holde varmen.
Jeg spurgte om han ville have lidt tilbehør, men det ville han ikke, han skulle bare have lidt kylling. Selvfølgelig solgte jeg tilbehøret så godt jeg kunne, mens jeg gav ham en sæt bestik som var viklet ind i en serviet. Da jeg nåede til at foreslå jordbær svarede han ”årh jo – danske jordbær, dem vil jeg gerne have nogle af”.
Bob sagde pænt tak og vendte sig om for at gå tilbage igennem køkkenet og ud i løbegangen igen, men vendte sig en sidste gang og rakte bestikket frem og sagde ”I får det jo nok ikke igen – jeg har sikkert noget i bussen jeg kan bruge” og afleverede det tilbage.
Jeg må indrømme at jeg blev lidt paf, da jeg tænkte over det. Vi smider formodentlig masser af bestik væk, når kunstnerne tømmer deres tallerkener i skraldespanden, så det var en meget bevidst Bob, som tænkte pænt om festivalen, må man sige.
Jeg nåede ikke at opleve virakken, der opstod, men forstil jer at midt i sikkerheds muren, der får Bob øje på døren ind til køkkenet og tænker 'jeg er sgu sulten, jeg ser lige hvad de har' og uden varsel bryder han igennem muren og går ind i køkkenet hvor alle de frivillige står som forstenende – jamen, det er jo Bob Dylan – hvorefter han siger ”have you got anything to eat?”
En vaks af dem tænker, 'Knud er vant til at omgås kunstnere', vi viser ham ud til grillen, til trods for at hele køkkenet bugnede af sandwich og salat.
Jeg bilder mig ind at sikkerhedspersonalets walkier har været rødglødende på grund af hans lille stunt, forestil jeg den panik der har været og den frygt de har følt – ”hvad fanden finder han nu på?"
Jeg har mange gange moret mig over, hvordan han navigerede i den slags scenarier, som det passede ham – sikkert for ikke at gå helt til grunde i overbeskyttelse.
Jeg glemmer aldrig den ydmyghed, han lagde for dagen ved at levere et stk. kniv og et stk. gaffel tilbage. Det gav mig meget at tænke over, og fremover så jeg på langt de fleste kunstnere på en helt anden og mere menneskelig måde.
Anyway – jeg håber Bob nød sin kylling og sine danske jordbær.