Jeg holder Berlingske Tidende.
En god avis på mange måder; men på det seneste er den blevet skæmmet af en tendens til, at avisen ensidigt gør sig til talerør for feminister og udelader hvad der taler imod feminisme.
Her skal man vide, at feminisme ikke er en kamp for retfærdighed og lige vilkår for begge køn. Den kamp er overstået for årtier siden; der er i dag praktisk taget lige vilkår overalt, og det er godt.
Nej, feminisme, som den virker i dag, er en kamp for særrettigheder til kvinder og en kamp for at lægge mænd for had. Det sker under dække af at være en ”pæn” bevægelse, der bare vil have retfærdighed. Så længe folk – og især mænd – tror på det, mobiliserer det den ridderlighed og beskyttertrang, der gør at kvinderne, hvilket vil sige feministerne, igen og igen får deres vilje.
D. 6. januar 2016 bragte avisen en kommentar om at feminisme er en ganske harmløs ideologi. Skribenten skriver bl.a. at det værste feminister kan true med, er opvasken.
Jeg er ganske uenig, og sendte et modindlæg til avisen. Her skrev jeg om, at feminister så sandelig også kan være totalitære og voldelige. Mange steder i den vestlige verden arbejder feminister for at forhindre mænd i at komme til orde; det kan f.eks. ske med bombetrusler mod møder og foredrag der fremfører mænds synspunkt. Flere personer der taler imod feminisme har fået så mange dødstrusler, at de har måttet flygte til andre lande. På det seneste er det blevet moderne blandt feminister at bruge hashtagget #killallmen. Behøver jeg at sige, at Berlingske afviste indlægget? Faktisk kommer der aldrig noget i avisen, der korrigerer fejlpåstande fra feminister, der den seneste måned er accelereret.
Påskedag, d. 27. marts, er hele forsiden domineret af en overskrift: ”Vold mod kvinder er den mest udbredte forbrydelse mod menneskerettighederne.” Med andre ord, mænd, i alle lande og i alle sociale lag, er onde, og kvinder er de uskyldige ofre, hvorfor alle ridderlige mænd må støtte feminismen. Det drejer sig nærmere bestemt om interview med kronprinsesse Mary, som strækker sig over hele syv sider i avisen. Her får vi at vide, at mænd er problemet, men også en del af løsningen, og at mænd skal bekæmpe deres egne voldelige tendenser. Sådan! Forsiden + syv sider hamrer det fast når jeg læser det som mand:
”Du tilhører det onde køn. Gem hovedet og skam dig!”. Hvad der forbigås, er at der er mindst lige så meget partnervold fra kvinder mod mænd som fra mænd mod kvinder, også i skandinaviske lande, og at en del af kvinders vold er meget alvorlig, med brug af f.eks. våben eller skoldende væsker. Jeg skrev et læserindlæg til avisen hvor jeg ankede over den ensidighed, at begge køn begår lige meget vold, men man bilder læserne ind, at kun mænd begår vold. Indlægget blev ikke optaget, og ingen læsere af Berlingske gives den mindste anelse om at de bliver manipuleret med denne graverende ensidighed.
Det var dog ikke nok. D. 2. april var Rasmus Karkov på banen. Han har ellers tidligere skrevet afbalanceret om krigen mellem kønnene i anledning af overgrebene i Køln ved nytåret. Men d. 2. april lægger han sig fladt ned for feministerne og bringer ukritisk en hel række af beretninger om mænds overgreb mod og voldtægt af kvinder. Ikke ét ord om den anden side af medaljen – at ikke kun mænd er onde, f.eks. at falske anklager mod mænd florerer som svampe i efterårsskoven.
Dagen efter, 3. april, bliver det slået stort op af journalist Astrid Ildor hen over et midteropslag: "Vores generation bliver nødt til at blive mere vred." Vred på hvem? På mændene selvfølgelig. Igen er budskabet at mænd er onde og bør skamme sig – denne gang fordi de holder kvinder væk fra topposter i erhvervslivet. Det kritiseres f.eks. at en byggemarkedsdistributør og en fiskerikoncern har 100 % mandlig ledelse. Astrid Ildor blev ansat på Berlingske i 2015. Jeg skrev et indlæg imod det på Berlingskes blog. Indlægget blev stoppet i censuren og fik ikke lov at komme på.
At der er nogle kvinder, der gerne vil have vellønnede topposter i erhvervslivet, lades man ikke i tvivl om:
Den 24. januar: Fem hele sider om kvinder i ledelse, skrevet af Astrid Ildor og journalistelev Vibeke Vestergaard.
** Den 25. januar **: De samme to skriver hen over to hele sider om at kvinder savner forbilleder på topposter.
** Den 21. marts ** hen over to hele sider, af Birgitte Erhardtsen og Vibeke Vestergaard: Større profit når kvinder er i ledelsen.
** D. 10. april ** skriver avisen, at LA vil skrotte måltal for andelen af kvinder i ledelser. Det er optakten til en artikel d. 11. april på noget af forsiden og hen over to hele sider inde i avisen, af Birgitte Erhardtsen. Emne: Mangfoldighed i ledelsen hæver profitten kraftigt. Her refereres en undersøgelse foretaget af ISS, og ledet af deres chef for CSR Lotte Hjortlund Andersen, der angiveligt viser at virksomheder med stor mangfoldighed i ledelsen m.h.t. køn og etnicitet tjener næsten 6% mere end andre virksomheder, og de med den mest mangfoldige ledelse endda over 12% mere.
D. 12. april når emnet så frem til lederpladsen, hvor Berlingske som sådan skriver at "adskillige undersøgelser viser at kvinder i bestyrelser styrker indtjeningen."
Nu er jeg desværre vant til, at når en undersøgelse ledes af feminister, så når den frem til resultater som i overraskende høj grad støtter den feministiske dagsorden. Derfor har jeg en stor forhåndsskepsis over for den undersøgelse, som ISS har udført.
I udlandet er der foretaget hundredevis af den slags undersøgelser. Nogle viser at flere kvinder i ledelserne er en fordel, andre at det er en ulempe. Det kommer an på mange detaljer, bl.a. om der er gode eller dårlige private relationer mellem ledelsens medlemmer, og om kvinderne blot sidder som kransekagepynt, eller om de bliver tildelt nogle opgaver som de faktisk er dygtige til.
Når man sammenfatter resultater for 140 bestyrelser i en såkaldt meta-undersøglese, bliver resultatet at der netto ikke er nogen positiv eller negativ virkning af kvinder i ledelsen.
Journalist Birgitte Erhardtsen er øjensynlig en gammel rotte i faget, en “stærk” kvinde med ambitioner. Hun er gift med en tidligere skatteminister. Hun tilhører formentlig den gruppe af kvinder, som sætter karrieren højt og som kender til at stræbe efter høje poster. Men kvinder af den kaliber er et mindretal.
Ifølge den britiske forsker Catherine Hakim er det kun 10-30 % af alle kvinder – typisk ca. 15 % - der prioriterer arbejde og karriere højere end familieliv. De fleste kvinder vil gerne have et arbejde, men ikke med for mange timer om ugen, ikke med krav om arbejdsrejser langt fra hjemmet, og ikke et hvor de står alene med et stort ansvar.
Det betyder at langt hovedparten af alle kvinder IKKE ønsker et topjob i erhvervslivet. Her er kvinders prioritering meget anderledes end mænds. Det spiller også en rolle, at mænd bliver seksuelt attraktive ved at have en toppost og tjene mange penge, hvorimod en kvinde har jo sværere ved at finde en partner, jo højere hun står i hierarkiet. En kvinde er mest tilfreds med sit arbejdsliv, hvis det giver hende meget social omgang med kolleger eller klienter; det er højeste prioritet for mange kvinder, og det går de glip af hvis de rykker op på en toppost med få kolleger og stort, ensomt ansvar. Dette er blot for kort at skitsere, at der er mange forskellige grunde til at kvinder ikke søger topposter, og måske endda afviser dem, hvis de får dem tilbudt.
Mange mandlige ledere har i disse år et stort problem med at skaffe kvinder i ledelserne. Der sker ikke nogen diskrimination imod kvinder – tværtimod, mange mænd gør en ihærdig indsats for at få fat i nogen.
Det er derfor groft misvisende, når det lave antal kvinder i ledelser fremstilles som et resultat af diskrimination. Det er et resultat af kvinders fri valg eller rettere fravalg. Når kvinder vælger jobs på mellemniveau med godt socialt miljø, stor sikkerhed, moderat timetal og ingen krav om forretningsrejser, så bliver resultatet af disse valg, at man i aviserne og andre steder kan hænge mænd ud som onde mennesker, der holder kvinder væk.
Den konstante diskurs om at mænd er onde – de holder kvinder væk fra attraktive stillinger, de begår sexchikane, de voldtager osv. – er et bevidst led i den moderne feminismes dagsorden. Dagsordene er at få kvinder til at hade mænd og få mænd til at føle skam, sådan at de trækker sig tilbage og giver kvinderne plads.
Det er selvfølgelig i orden, at feministerne får spalteplads i en avis som Berlingske.
Hvad der ikke er i orden, er at feministerne erobrer hele avisen og forhindrer, at andre stemmer også bliver hørt. Igennem hele året 2016 har dækningen af disse emner i avisen været helt ensidigt på feministernes side. Alternative oplysninger – at kvinder begår lige så meget partnervold som mænd, at mænds voldtægter skal vejes op mod kvinders falske voldtægtsanklager, der er lige så traumatiserende, og at mænd ikke diskriminerer kvinder på vej mod toppen – disse oplysninger mangler totalt i avisen, hvilket betyder at den er næsten 100% ensidig. Hvordan feministerne har besnakket redaktionen til at udelade alle oplysninger der støtter andre synsvinkler end deres eget, ved jeg ikke. Jeg kan bare konstatere, at det er sket, og at der er foregået en slags paladsrevolution, hvor Berlingske er blevet til et feministisk medie.
Set i det lys er det barokt, at feminister samtidig, især i EU, forsøger at presse på politisk for at indføre feministisk censur i alle medier – dvs. at der bliver forbud mod at give tid og spalteplads til alt hvad der opfattes som antifeministisk. I forvejen er der en meget omfattende censur imod bøger der taler feminismen imod; når dette kombineres med effektiv censur mod alle, der modsiger feminismen også i diverse medier, er vi stærkt på vej til den form for totalitært politisk system, som moderne feminisme er blevet til.