”I slår mig ihjel”
– lyder det gentagende gange fra den svært sygdomsramte Karina Hansen til de sygeplejersker, der tvinger hende til øvelser, der i værste fald kun gør mere skade en gavn.
Begge sager omtales fyldigt i denne kronik, der sætter skarp fokus på System Danmarks behandling af dets udsatte borgere, når alt og alle svigter.
”I Klemme i det kommunale system” ”Syg i Svenborg” ”Støt sygedomsramte der er kommet i klemme i systemet” og ”Behandl os ordentligt” er bare nogen af de facebooksider, jeg er stødt på gennem systemets snoede og til tider bjergbelagte vej.
der konstant miskrediteres og mistænkes for at snyde og bedrage systemet. Det er der sikkert nogle, der gør men langt fra alle. I denne søgen efter socialbedragere har man fra kommunerne og statens side fuldstændig tilsidesat den syges behov for hjælp og støtte.
Jeg har endnu ikke mødt et eneste menneske, der har udtalt, at de vil have flere penge - de vil bare gerne behandles ordentligt og videre med deres liv. Men det sætter kommunerne en effektiv stopper for. Eksemplerne er mange – alt for mange.
Kommunernes overgreb mod syge er så udbredt, at det betragtes som almindeligt der, hvor man ikke overholder gældende love og retningslinjer.
Lægen Stig Gerdes fra Fredericia har set, hvad systemet gør ved mennesker, og han er aktivt gået ind i kampen for at hjælpe og beskytte de svage. Den 30. april i år afholdt han et borgermøde i Fredericia, hvor 300 mødte op. Der var både sygedomsramte, der var kommet i klemme, såvel som professionelle sagsbehandlere og politikere tilstede i salen. Mødet havde til formål at oprette netværk for bisiddere og andre grupper, hvor borgerne kan søge råd, hjælp og vejledning hos hinanden.
Money Money Money
Mange politikere ser kun på pengene og spekulerer i ren kassetænkning uden tanker for det enkelte menneske. Hvor kan der spares og skæres ned - det er altid de svage, det går udover. Jeg vil vove den påstand, at hvis det offentlige system blev effektiviseret, ville staten og kommunerne spare millioner af kroner hvert år hvis ikke milliarder. Jobcentrene koster 16 mia. pro anno og er så ineffektive, at det skriger mod himlen på sygedomsområdet såvel som at få arbejdsløse i arbejde. Sagsbehandlerne bøjer for ofte loven, som det passer dem. I de 9 år, jeg sad fast i systemet, havde jeg 11 forskellige sagsbehandlere, efter at de første 3 havde tolket lovgivningen fuldstændig forskelligt.
Jeg måtte starte forfra hver gang, jeg fik en ny sagsbehandler. Jeg besluttede derfor at undersøge min ret og pligt, og jeg fandt lynhurtigt ud af, at jeg langt fra var den eneste, men at det var så voldsomt, havde jeg i min vildeste fantasi ikke drømt om.
I øjeblikket er problemet med asylansøgere, der sidder i lejre i 10 år eller mere, oppe til debat. De lider psykisk overlast, og det er jo en forfærdelig situation at være i, men sygdomsramte danskere er ligeledes låst fast i systemet og lider også psykisk overlast. En psykiater kaldte det ”et kommunalt trauma”, at mange bliver mere syge, end de var, inden de entrerede systemet.
Der er tale om psykisk syge med stress og depression, som bliver værre og værre for hvert år, de sidder fast i systemet, mennesker der muligvis kunne være kommet på arbejdsmarkedet igen i form af fleksjob eller andet, men nu er så nedbrudte, at førtidspension er den eneste udvej.
Hvis bare de inkompetente sagsbehandlere ville følge lægernes, psykologernes og psykiaternes råd og vejledning, tror jeg ikke at samfundet ville tabe så mange mennesker ”på gulvet”, som det er tilfældet nu. Sådan som systemet fungerer nu, har det både store menneskelige som økonomiske omkostninger, og det kan vi ikke være bekendt. Men der findes i kommunerne en vis magtarrogance og ”jeg alene vide” holdning, som aldrig begår fejl, hvis de skal sige det selv, men det gør de, og beviserne er overvældende.
Privatrådgiver som redningsmand
”så må du jo få amputeret benet”, lød beskeden fra sagsbehandleren til Claus. Claus blev opereret i knæet i 2005. En simpel operation der udviklede sig til en dyb knoglebetændelse i skinnebenet. Det gav Claus en masse sygefravær og han havde stærke smerter og måtte opgive i 2008. Claus var ansat på kommunen som service medarbejder. Han blev tilkendt fleksjob på 18 timer om ugen, og med smertestillende medicin mente han godt at kunne bestride sit arbejde. Efter halvandet år med flere operationer og masser af smertestillende medicin kastede han håndklædet i ringen. Han kunne ikke mere.
Claus blev igen indkaldt til samtale på Jobcenteret og var overbevist om, at det nok skulle gå. Men nej, Claus havde fået en ny sagsbehandler. Hun troede ikke på, hvad Claus fortalte hende og fejede alle speciallægeerklæringer af bordet.
Sagsbehandleren betragtede det som personforfølgelse og gik helt i baglås. Claus var til adskillige ”rundbordssamtaler” og optog dem på sin mobil. Da Ricky hørte lydoptagelserne, hvor sagsbehandleren siger: ”Så må du jo få amputeret dit ben, så du kan arbejde igen”, pressede Ricky for alvor på. Claus er nu ude af systemet og har fået førtidspension.
”I slår mig ihjel”
Et af de værste overgreb, jeg endnu er stødt på, er sagen om Karina Hansen. ”I slår mig ihjel”, lyder det fra den svært ME-syge Karina Hansen til sine sygeplejersker, når hun tvinges til den kontroversielle og udokumenterede behandlingsform kaldet GET (gradvist øget træning).
Karina på 24 år har Myalgisk Encephalomyelitis (ME), der er en neuro-immun sygdom, som siden 1969 bærer WHO koden G93.3. Karina har været sengeliggende siden 2009. I februar 2013 blev hun tvangsindlagt og erklæret inhabil, fordi man hævder, at hun er psykisk syg pga. ME. Hendes forældre og advokat nægtes adgang til at kontakte Karina, fordi det er ikke godt for hende, påstår en læge ved et dansk neurocenter.
Redaktionel note: Redaktionen kender navn på læge og center
Han tilføjer endvidere, at hendes advokat ikke er hendes advokat, da hun var inhabil, da hun hyrede advokaten. Forældrene har ikke talt med eller set Karina siden tvangsindlæggelsen – det sidste, hendes mor hørte fra hende, var et telefonopkald, hvor datteren bad hende om at hente hende hjem, da hun ikke kunne klare mere. Human Rights Watch Denmark har taget sagen op.
Der foreligger ingen forskning for virkningen af GET for ME patientgruppen. Der kan derfor kun være tale om eksperimentel behandling, når svært syge ME-patienter behandles med GET.
Det er ikke lovligt at tvinge patienter til eksperimentel behandling i Danmark. Det er fuldstændig uacceptabelt, at danske myndigheder tillader, at de nævnte tvangsbehandler Karina med disse metoder.
Neurocentret tilsidesætter alle eksperters udtalelser og forskning foretaget af amerikanske, belgiske, tyske og engelske eksperter. Der er man nået meget længere end i Danmark.
Mange ting undrer mig i denne sag. Ikke mindst hvor er medierne? Justice for Karina Hansen har uden resultat kontaktet både medier og politikere.
Human Rights Watch Denmark har startet en underskriftindsamling for at få stoppet overgrebene mod og tvangsmedicineringen af Karina, som er blevet til et eksperiment for en læge med overdrevet gudekompleks. Hvorfor er der ingen der griber ind?
Hvordan kan en læge og et Neurocenter få lov til at tvangsindlægge en person mod hendes og værgerens vilje?
Karina er ikke psykisk syg, men blevet et eksperiment. Er det Velfærds-Danmark?