Gå til hovedindhold

Kære Abu Bilal... du er en skændsel for civiliseret adfærd og tankegang.

Af Thomas

Vi skal nemlig ikke ned på det barbariske plan, du advokerer for, da du i så fald vil bruge det til fremme af din ekstremistiske agenda tilsat en martyrlignende offerrolleretorik. Så billige point skal der slet ikke tildeles dig.

Kan den fremlagte dokumentation i TV2s udsendelse godtgøre, at du og evt andre ligesindede åbenlyst opfordrer til den slags kriminelle handlinger, der tales så varmt for, skal du/I dømmes herfor og finansieringen af jeres aktiviteter nøje gennemgås med de konsekvenser til følge, der måtte være hjemmel for.

Det gælder både offentlige midler og mulige private donationer fra mellemøstlige slyngelstater, der ret åbenlyst inspirerer og nærer disse sygelige tankesæt.

Du og andre fundamentalister bør fra nu af vide, at stort set alle har mistet tålmodigheden med jer, og at I er til enorm skade for integrationen og jeres muslimske medborgere.

Jeg er ikke sikker på, det hjælper at lukke Grimhøjmoskeen og andre steder, der måtte sprede galskab omkring sig. Personlige og økonomiske sanktioner skal I berede jer på kan blive en realitet med afsat i gældende lovgivnings tekst.

Ved lukning risikerer vi i værste fald, at sådanne budskaber florerer i det skjulte via lokaliteter andre steder, der er vanskeligere at holde øje med.

Så Abu Bilal og konsorter, I har sat jer i en situation, der kan betyde domsfældelse og lukkede kasser. Personligt vil der kun flyde tørre tårer fra denne signatur, bliver det resultatet.

Uanset om det sker eller ej, har I marginaliseret jer i en grad, der forhåbentlig kan tjene som straf i sig selv.

Her er intet at relativisere, bortforklare endsige undskylde:

Du, Abu Bilal, og dine rabiate trosfæller har de facto udstedt en krigserklæring mod det sekulære demokratis værdier, og den evigt kvindeundertrykkende hate speech har gjort jer til pariaer i det samfund, I pt. er en del af.

Kort sagt: En skændsel for al civiliseret adfærd og tankegang.